Håndværk &Gejst

HavVærk x UngHavn er åbne værksteder hver mandag kl. 17.30 – 20.30 på Det Gamle Værft, forløbene er for alle unge fra 13 år og opefter og starter op igen d. 20 januar 2025.

Vi arbejder med workshops i smedjen, i sejlmageri og i jollebyg.

Skriv til os på info@detgamlevaerft.dk hvis du vil være med, eller duk bare op i den store træbygning på Ærøskøbing Havn – så står vi klar med hygge og håndværk.

Kom ned og vær med når vi bygger en jolle i træ som vi skal ud og sejle i til sommer. Lær at sy i sejl og smed over åben ild. Sammen med vores unge formidlere får vi i fællesskab en forståelse for det traditionelle håndværk og de forskellige teknikker samt en grundlæggende forståelse af materialer.

I Hav Værk lægges vægt på vigtigheden i det bæredygtige og holdbare håndværk. Vi producerer ting, der kan holde i mange år og sætter perspektiv på nutidens forbrugerkultur.

HavVærk er blevet en del af UngHavn et landsdækkende projekt, hvor vi skal mødes med andre unge ude i landet og lave fede oplevelser sammen.

Tak til Halbergs Familiefond for at støtte os med økonomi til materialer. Og tak til Ærø Campus for at støtte os med midler til de seje formidlere!

Vi ses på havnen!

 

Forløb i smedjen

Gennem forløbet vil I smede forskellige artikler, der skal bruges til bygning af jolle eller til reparationer af joller. Derudover kan I smede merlespir og kniv til eget forbrug. Under Hav Værk skal I være med til at smede og skabe brugbare effekter til reparation af eksempelvis skolens travaljer.

Forløb hos bådebyggerne

I introduceres til det traditionelle bådebyggerhåndværk gennem produktionen af en jolle. Sammen bygger vi en sejldygtig jolle fra bunden, hvor I derefter til enhver tid kan ro en tur i jollen. Vi skal finde ud af, hvad det kræver at bygge en jolle med simple og få midler.